Definition af sociale impact-investeringer
Social impact
Når vi taler om social impact, mener vi både sociale og sundhedsmæssige forhold.
Det handler om at investere i løsninger på nogle af de største udfordringer i samfundet – for eksempel trivsel, sundhed, uddannelse og beskæftigelse – med det formål at forbedre menneskers liv og skabe et mere robust velfærdssamfund.
Hvad er sociale impact-investeringer?
Sociale impact-investeringer er en måde at investere på, hvor man både ønsker at skabe en positiv forskel for mennesker og samfund – og samtidig opnå et økonomisk afkast.
En vigtig del er, at resultaterne kan måles og dokumenteres. Det gør det muligt at se, hvad der virker og dermed tiltrække flere investeringer til løsninger, der skaber reel værdi.
Fælles er, at de kobler sociale og sundhedsmæssige resultater med økonomisk værdi og skaber grundlag for at løse samfundsudfordringer i større skala.
Hvordan fungerer sociale impact-investeringer?
Sociale impact-investeringer kan struktureres på forskellige måder, afhængigt af typen af kapital, risiko- og afkastprofil samt den ønskede effekt. Det er central at skelne mellem aktivklasser, impact kreditter og finansielle faciliteter. Tilsammen udgør de fundamentet for, hvordan kapital kan mobiliseres og omsættes til sociale resultater.
Aktivklasser beskriver, hvordan der investeres. Det omfatter egenkapitalinvesteringer i virksomheder med social effekt, lån og gældsfinansiering, investeringer i reelle aktiver som social infrastruktur samt resultatbaseret finansiering, hvor afkast afhænger af dokumenterede effekter. Disse former udgør i dag kernen i markedet .
Finansielle faciliteter handler om de strukturer, der gør investeringerne mulige og attraktive. Gennem fx garantier, hybridfinansiering og blended finance kan risiko reduceres, og flere typer kapital bringes i spil. Særligt blended finance spiller internationalt en central rolle i at mobilisere investeringer i større skala .
Impact-kreditter er en nyere udvikling, der både fungerer som aktivklasse og facilitet. De gør det muligt at investere direkte i målbare sociale resultater, samtidig med at de kræver en fælles infrastruktur, som sikrer kvalitet og gør markedet mere likvidt.
Ved at arbejde bevidst med både aktivklasser og finansielle faciliteter kan man skabe investeringsmodeller, der tilpasses forskellige aktørers behov og markedsforhold.
Figuren viser de vigtigste kategorier i en dansk kontekst – en uddybning af de respektive aktivklasser og finansielle faciliteter findes nedenfor.
Direkte egenkapitalinvesteringer: Kapital investeres i virksomheder med løsninger så sociale udfordringer. Private equity målrettes mere modne virksomheder, mens venture kapital er målrettet startups.
Lån / gældsfinansiering: Lån til virksomheder, NGO’er eller projekter med social effekt.
Reelle aktiver: Investering i fysiske faciliteter som boliger, sundhedshuse og social infrastruktur med dokumenterbar effekt.
Resultatbaseret finansiering: Investeringer hvor betaling og afkast afhænger af dokumenterede sociale resultater – fx via social outcome funds og social impact bonds.
Garantier: Offentlige eller filantropiske risikodækkende garantier, der kan tiltrække privat kapital.
Blended finance: Kombination af f. eks offentlig, filantropisk og kommerciel kapital i én investeringsstruktur.
Hybridfinansiering: Modeller, der kombinerer fx egenkapital, lån og garantier i ét investeringssetup.
CASE
Bridges Fund Managements sociale impact-investering i Babington Group
Bridges Fund Managements investering i den britiske uddannelsesvirksomhed Babington Group er et stærkt eksempel på en vellykket social impact-investering.
Babington Group tilbyder erhvervsuddannelser og læringsprogrammer med en mission om at forbedre beskæftigelsesmulighederne for mennesker fra marginaliserede grupper gennem uddannelse og opkvalificering.
I 2009 investerede Bridges Fund Management i Babington for at styrke virksomhedens evne til at skalere og forbedre sine uddannelsestilbud. Denne investering gjorde det muligt for Babington at nå ud til flere elever – især fra udsatte baggrunde – og forbedre deres muligheder på arbejdsmarkedet.
Resultatet af denne vækst var markant. Babington oplevede en ottedobling af omsætningen i løbet af investeringsperioden og formåede at hjælpe over 32.000 elever og 3.800 arbejdsløse med at komme i beskæftigelse. Denne vækst styrkede ikke kun Babingtons markedsposition, men skabte også stor social værdi ved at reducere arbejdsløsheden og skabe nye jobmuligheder.
I 2016 solgte Bridges Fund Managements andel i Babington Group for 22 millioner pund, hvilket gav en intern forrentning (IRR) på 33 procent.
Bridges Fund Managements sociale impact-investering i Babington Group illustrerer, hvordan en investering kan skabe både økonomisk succes og positiv social forandring.